Mindeord for Gertrud Købke Sutton
Mindeord om Gertrud Købke Sutton
En skarp pen ført af en dedikeret kunsthistoriker med både varme og vid
Kunsthistorikeren og -kritikeren Gertrud Købke Sutton, der ville være fyldt 100 år til juli, gik bort natten til tirsdag den 29.12.20. Gertrud havde klassisk dannelse og et udsøgt og præcist sprog, men hun var alt andet end gammeldags og indtil det sidste nysgerrig og levende optaget af alt det nye både i kunsten og i den omskiftelige virkelighed. Hun var også et smukt menneske, der mente, at man kunne holde det indre menneske svævende ungt, hvis man var konstant forelsket. Hun var rap i replikken og kunne skyde med skarpt, når hun satte tingene i relief. Hun tolererede ikke forstillelse eller dumme og overfladiske betragtninger. Man skulle på alle livets niveauer gøre sig umage. På trods af, at hun var født kun tre år efter 1. verdenskrigs slutning, var Gertrud frisindet og frigjort i hele sit væsen, og hendes tørre og præcise humor fornægtede sig aldrig.
Gertrud elskede naturen, som hun iagttog med stor indlevelse. Udenfor vinduerne i lejligheden i det indre København hang der redekasser, og på husmuren voksede der roser. Siden 1962 tilbragte hun somrene på sit landsted nær Bovbjerg i Vestjylland. Her oplevede hun naturens store og små dramaer ved bare at kigge ud ad vinduet.
Gertrud læste kunsthistorie ved Københavns Universitet i 1940’rerne. Hun rejste ud på sin første dannelsesrejse i 1947 og iagttog det sønderbombede Europa fra de usle togvogne. I Paris spadserede hun i februar måneds frostgrader ned ad Champs-Élysées iført varme uldjeans og lammepjækkert. De franske kvinder kiggede langt efter det nye, nordiske stilikon med deres bare, blå ben.
Under en omvisning, som hun gav på engelsk i 1951 på et museum i København, mødte hun den karismatiske britiske kunstkritiker Denys Sutton, som hun senere blev gift med. Det førte til en del år i skiftevis London og i Westwood Manor House ved Bath. Englandsårene gav Gertrud hendes internationale dannelse. Her stiftede hun personligt bekendtskab med mange internationale kunstnere, bl.a. Francis Bacon, der var en del af Sutton-parrets kreds. Parret rejste meget, navnlig i Italien, men på én af deres rejser besøgte de en vinterdag Emil Nolde og hans hustru Jolanthe i Seebüll. Da Sutton-parret skulle videre efter middagen, var bilen sneet inde, og de lånte en skovl af Nolde for at grave bilen fri. Hjemme igen i London, fandt de ”Noldes skovl” i bagagerummet som en anden readymade i bedste Marcel Duchamp-stil. Denys Sutton var også en af initiativtagerne bag organisationen AICA – en international forening af kunstkritikere, som blev dannet i 1949. Denne organisation kom til at spille en vigtig rolle i Gertrud Købke Suttons karriere, da hun i årene 1980-96 var formand for organisationens danske sektion og i dag er dens eneste æresmedlem.
Efter skilsmissen fra Denys Sutton vendte hun hjem til Danmark og mødte sin næste mand, middelalderhistorikeren Tage E. Christiansen. Parret blev gift i 1961. Efter i årene 1978-80 at have fungeret som kunstkritiker ved Weekendavisen fortsatte hun som kunstkritiker ved Information frem til 2003. Her nød hun stor anseelse på grund af sine dedikerede og skarpe kunstanmeldelser, der var båret af grundighed og dyb faglig indsigt.
Gertrud Købke Sutton udgav en lang række artikler til kunstkataloger foruden monografier om kunstnerne Erik Hoppe (1992), Jens Søndergaard (1996) og den moderne, italienske stillebenmaler Giorgio Morandi (2002). Hun kuraterede også udstillinger i kunstforeninger og -institutioner i ind- og udland og var en af initiativtagerne bag TICKON – Tranekær Internationale Center for Kunst og Natur, som hun udgav en bog om i 2012. Naturkunst – eller Environmental Art – var en af den naturelskende kunsthistorikers specialer.
I 2009 modtog Gertrud Købke Sutton den største hæder, som kunstnerstanden kan give til en kunsthistoriker: N.L. Høyen Medaljen i anerkendelse af hendes betydelige indsats inden for kunsthistorisk forskning og formidling.
Gertrud Købke Sutton efterleves af sine to sønner Caspar og Thøger.
Lisbeth Bonde, ven og kollega den 30.1.2020.
