Pressemeddelelse: Uddeling af Kunstkritikerprisen for 2025

Igen i år kan AICA – Foreningen af Danske Kunstkritikere fejre kunstscenen og uddele årets Kunstkritikerpriser. 

Kunstkritikerprisen er kritikernes egen pris og uddeles hvert år til initiativer på den dansk/grønlandske/færøske kunstscene med det formål at sætte kunstscenens bredde, kunstkritikkens fagligheder samt samtaler om kunst på dagsordenen. 

Fejringen finder sted med en ceremoni og efterfølgende reception på Kunsthal Charlottenborg d. 17. juni 2026 kl. 17.00-19.00. Arrangementet er åbent for alle. Vinderne offentliggøres i forbindelse med ceremonien sammen med juryens motiveringer.

En særpris for kunstkritisk virke kåres af 15. Juni Fonden. Tre priser uddeles af AICA selv, hvor en jury på baggrund af nomineringer fra AICA Danmarks medlemmer har valgt en vinder. Årets jury består af kurator og kunsthistoriker Laila Lund Altinbas, ph.d. og museumsinspektør ved MSJ Jens Tang Kristensen samt kritiker og kulturjournalist Bodil Skovgaard.

Juryen har shortlistet følgende i kategorien Årets Kunstudstilling 2025:

Larissa Sansour – These Moments Will Disappear Too, Kunsthal Charlottenborg

Ebba Carstensen. At male ud af hovedet, Ribe Kunstmuseum

Bloomsbury-gruppen – Kunsten at leve, Nivaagaards Malerisamling

Juryen har shortlistet følgende i kategorien Årets Kunstpublikation 2025:

Mathias Danbolt, Tropaganda, Strandberg Publishing

Kunsttidsskriftet ARK

Martine Lind Krebs & Astrid Nonbo Andersen, Monumentet – Billeder af Grønland i Danmark gennem 100 år, Gads Forlag

Juryen har shortlistet følgende i kategorien Årets Kunstbegivenhed 2025:

Tamassa; talks og performance, Nuuk Kunstmuseum/Suialaa Festival 2025

Gaza Biennale – The Danish Pavilion, All all all

Under – Festival for Art Spaces, Simian

15. Junifondens særpris til Kunstkritisk Virke annonceres af fonden i forbindelse med uddelingsceremonien på Kunsthal Charlottenborg.

Prismodtagerne annonceres ligeledes i forbindelse med uddelingen og præsenteres umiddelbart efter i en særskilt pressemeddelelse sammen med juryens motiveringer samt fotomateriale.

FAKTA:

Om Kunstkritikerprisen:
AICA Danmark har uddelt Kunstkritikerprisen siden 1994 for at fejre kunsten og for at sætte kunsten og den fagligt funderede kunstkritik på dagsordenen. Foreningens medlemmer nominerer hvert år tiltag på den dansk/færøske/grønlandske kunstscene, og en jury udvalgt af bestyrelsen udpeger blandt de indsendte nomineringer vinderne i de tre kategorier. 15. Juni Fondens særpris uddeles på baggrund af en kandidat indstillet af bestyrelsen.

Se mere: https://aica.dk/?page_id=18

Om AICA Danmark:

AICA Danmark, Foreningen af Danske Kunstkritikere, er den danske sektion af AICA International, Association Internationale des Critiques d’art, som blev grundlagt i 1940erne for at genstarte den kritiske diskussion efter Anden Verdenskrig.

Organisationen har hovedkontor i Paris, er under UNESCO’s beskyttelse og har mere end 5.500 medlemmer fordelt over 95 lande. AICA International arbejder for at sikre etiske og professionelle rettigheder samt ytringsfrihed for professionelle kunstkritik, kunstfaglige og kunstudøvere. Medlemmer af AICA Danmark deltager også i det internationale arbejde, blandt andet via den faglige årskongres og tværgående udvalgsarbejde.